onsdag den 20. juli 2011

AFTENNYDNING...








Efter regn kommer sol.
Efter gråd kommer smil.

Efter æggemad kommer vino og salte nødder.
Efter haverunde med saks kommer der velduft og skønhed.

Jeg er tudet tom for i dag, er mat men også tilpas og okay, og når jeg står her på terrassen i aftenlyset, så er det ikke svært at se det smukke ved livet...


Har lige talt længe med en skøn gammel veninde fra Haderslev, snakken er forbi for nu, hjertet fuldt af varme, og vi sidder med hundrede kilometer imellem os og nipper til hvert vores glas rosé og mærker garanteret begge to den glæde, der kan ligge i at have en tråd tilbage til "gamle dage".

Dagen er brugt, jeg behøver ikke at gøre mere, praktiske gøremål er klaret og de, der ikke er, kan uden problemer vente til det bliver dag igen.

Det eneste jeg behøver, er at blive enig med mig selv om, hvorvidt det er sofa, film og slumretæppe eller havestol, strik og solnedgangsnydning med kaprifoliens duft som baggrundstæppe, der skal fylde timerne...

1 kommentar:

  1. Det er jo trods alt et dejligt dilemma ;-)

    Når livet brænder på, er gamle venner det bedste i verden. Man er heldig, når man har sådanne.

    Iøvrigt en dejlig tekst til sangen du postede tidligere...

    SvarSlet